TV 2 afslører: "Vild med dans" vender tilbage med KÆMPE finale
Hvis du allerede nu savner "Vild med dans", så kan du godt ånde lettet op.
TV 2 bekræfter nemlig over for SE og HØR, at fredagsballet vender tilbage næste år. Det bliver den 20. sæson af det populære danseshow.
Underholdningsredaktør på TV 2 Thomas Richardt Strøbech bekræfter, at vi får endnu en omgang "Vild med dans" i 2023.
- Ja, der kommer en sæson 20 næste år. Og det skal man kunne se og mærke, at det er en jubilæumssæson. Det bliver med et brag, bekræfter Thomas Richardt Strøbech over for SE og HØR oven på årets finale.
- Mon ikke vi tager nogle highlights fra de 19 foregående sæsoner og planter dem hist og her igennem sæsonen. Det vil jo være i det her fantastiske programs ånd.
At vi endnu en gang kommer til at opleve en række kendte dansere prøve kræfter med dansens verden, er dog ikke det eneste, som Strøbech afslører.

- Og så kunne det da godt tænkes, at en jubilæumsfinale skulle afholdes et sted i Jylland. Det giver trods alt lidt mere, lyder det fra Vild med dans-bossen, som dermed åbner for finalecomeback for Forum Horsens, hvor cha-cha-braget før har haft til huse.
Det bliver altså et glædeligt gensyn med Jylland, når finalen af den 20. udgave af "Vild med dans" løber af stablen næste år.
Comeback bliver der efter alt at dømme også til årets debutanter ved dommerbordet og bag værtsmikrofonen.
- Nu har vi ikke forhandlet noget på plads endnu. Men jeg har været vild med Sonny (Fredie-Pedersen, red.) og hans nye måde at sige og gøre tingene på, siger Strøbech.
- Og det samme med Martin (Johannes Larsen, red.), som er gået ind til det her med en gejst og oprigtig interesse for dansen, programmet og deltagerne. Han har været en stjernevært sammen med Sarah (Grünewald, red.).
- Så hvis det står til mig, ser vi også dem i Vild med dans til næste år, afslører TV 2-tovholderen.