Nu er det bekræftet: Kongehuset dukker ikke op
Så længe der ikke er dannet en ny regering, vil Danmark ikke være officielt repræsenteret under fodbold-VM i Qatar.
Det oplyser fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Fokus lige nu er på at få dannet en ny regering. I mellemtiden vil Danmark ikke være officielt repræsenteret under VM i Qatar, lyder kommentaren.
Det gælder også for kongehuset, der følger den fungerende regerings linje. Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for Ritzau.
Udmeldingen fra den fungerende minister kommer, tre dage efter at hun til Politiken sagde, at hun som minister i en fungerende regering ikke kan rejse til Qatar.
Nu slår hun fast, at det gælder for hele det officielle Danmark. Heller ikke eksempelvis ambassadører eller andre diplomater kan repræsentere Danmark ved det udskældte verdensmesterskab, så længe der ikke er dannet regering oven på valget 1. november.
Indtil da fungerer den afgående regering som et forretningsministerium, der kun varetager de mest nødvendige opgaver.
I andre lande har der også været mange diskussioner om, hvorvidt man skal sende en delegation.
I Holland foreslog et flertal i parlamentet, at regeringen ikke skulle sende repræsentanter til Qatar.
Premierminister Mark Rutte har dog besluttet, at sportsminister Conny Helder rejser ned og ser Hollands indledende gruppekamp mod værtslandet. Herefter tager man stilling fra kamp til kamp.
VM i Qatar starter næste søndag og varer frem til 18. december. Det er derfor muligt, at der når at blive dannet en regering i Danmark, inden turneringen er slut.