Advarsel til journalister før VM: I bliver overvåget
Ny computer, ny telefon, og så kan du nok også godt regne med at dit hotelværelse bliver overvåget.
Det er, hvad organisationen Comittee to Protect Journalists (CPJ) fortæller, at journalister, der skal dække VM i Qatar, kan forvente.
Organisationen har lavet en guide med anbefalinger til de reportere, der tager til ørkenstaten for at dække verdens største fodboldturnering.
Og her står der blandt andet, at myndighederne i Qatar vil holde ekstra godt øje med journalister – både fysisk og digitalt.
CPJ anbefaler blandt andet, at man medbringer en ny telefon og en ny computer, for udover at man skal forvente at hotelværelset bliver overvåget, så kan journalisterne også gå ud fra, at telefonen og computeren bliver overvåget.
De bruger et skrækeksempel fra 2020, hvor 36 journalister fra mediet Al Jazeera fik installeret et overvågningsværktøj på deres computere.
Udover at guiden anbefaler, at man medbringer en nulstillet telefon og computer, og man skal forvente, at hotelværelset bliver overvåget, så anbefales det også, at man opretter en helt ny arbejdsmail kun til turen til Qatar.
Derudover lyder det, at man skal holde sine enheder på sig hele tiden, hvis det er muligt.
Og så er det en rigtig god idé at få tjekket sine digitale enheder af en it-afdeling, når man er hjemvendt.