Landsholds-darling fik hård start: Blev sindssygt syg
Fast kvinde i startopstillingen og dansk topscorer. Sådan lyder status for Emma Friis, der har gjort det fremragende under EM. Alt synes godt for landsholdets skarpe venstrefløj.
Helt det samme var ikke tilfældet, da hun sidste år fik slutrundedebut til VM i Spanien. I hvert fald ikke, da hun kom hjem efter slutrunden, hvor sygdom ramte hårdt.
- Jeg blev sindssygt syg, efter jeg kom hjem, fordi jeg tror, min krop bare reagerede på alt, siger Emma Fris til BT.
- Jeg har egentlig tænkt tilbage nu her, at jeg var sindssygt på og havde det egentlig godt til slutrunden også, og hver gang folk spurgte ind, sagde jeg: 'Det kører bare'. Men sekundet, jeg landede derhjemme, sagde kroppen bare fra.
Den oplevelse sidder stadig i landsholdsprofilen i dag, hvor hun, i følge hende selv, er blevet bedre til at håndtere det store pres og passe på sig selv.
- Jeg synes, jeg er blevet bedre til det. Der var jeg lidt mere uerfaren ved første slutrunde. Der bliver jo skrevet rigtig meget, og jeg tror ikke, jeg vidste, hvor stor mediedækningen var. Det er jeg blevet bedre til.
Stor ros og større tryghed
Indtil videre har der dog ikke været grund til hverken at sige eller skrive andet end positive ting om den danske topscorer, og hendes præstationer er heller ikke gået eksperter forbi.
Blandt andet sender DR's håndboldekspert, Helle Thomsen, roser afsted til Friis.
- Det er så flot af en ung spiller at hamre den ene scoring ind efter den anden, og hun står rigtig fint defensivt også.
Friis selv føler også, at hun er faldet godt til på landsholdet, og at det danske fællesskab gør, at hun kan føle sig tryg.
- Det er jo bare fedt at være i en trup, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor der er plads til både ekstroverte og introverte. Jeg trives og er tryg, og jeg tror, at det afspejler sig inde på banen, at jeg også har det godt uden for banen.
Emma Friis og resten af det danske landsholds videre færd bliver afgjort i aften, hvor mægtige Norge venter i den sidste mellemrundekamp. Et enkelt point vil med sikkerhed sende Danmark i semifinalen.