Dommen er faldet: Mariah Carey må ikke kalde sig "julens dronning"
Santa, baby...
Det kan godt være, at den 52-årige Mariah Carey i årevis har sat sig tungt på december måned i ren og skær julebegejstring, men denne jul bliver nok ikke helt, som damen havde håbet på.
"All I Want For Christmas Is You"-sangerinden har nemlig fået et rungende nej til at kalde sig selv "julens dronning" ("Queen of Christmas").
Tirsdag faldt afgørelsen i den amerikanske bestyrelse for varemærkeregistrering, hvor popdivaen havde gjort et forsøg på at blive ejermanden af netop den titel. Det skriver Los Angeles Times.
Længere ned ad rangstien må hun heller ikke kravle. Det er nemlig også udelukket, at Mariah Carey kan kalde sig selv "julens prinsesse".
Sangerinden sendte sin juleansøgning afsted i marts 2021 og kort tid, efter det kom frem, at hun drømte om at kalde sig julens dronning, begyndte andre sangerinder at protestere.
De mente nemlig ikke, at Mariah Carey skulle have lov til at bestemme over den dejlige juletid.
Den gode Mariah har ellers gjort sig særdeles umage for at eje julen så vidt muligt. Siden udgivelsen af sit hyperpopulære julenummer i 1994 har hun lavet massevis af julemusik, julekoncerter og julespecials.
En af de sangerinder, der dog ikke ligefrem mener, at Mariah Carey alene kan lege fru jul, er den 81-årige Darlene Love.
- David Letterman erklærede officielt mig for julens dronning for 29 år siden. Et år inden hun (Mariah Carey red.) udgav "All I Want for Christmas Is You", og som 81-årig kommer jeg ikke til at ændre på noget som helst, lød det fra Darlene Love, da hun fik nyheden om, at Carey havde søgt om trademarkrettighederne til titlen.
Derfor var der også ren jubel fra Darlene Loves side, da hun så lærte, at Mariah havde fået et nej.
- Tak til herren!! Tillykke til alle de andre juledronninger rundt omkring i verden, de levende og de døde, skriver hun på Facebook.
Ærlige Mariah Carey om Meghan Markle: Hun er en diva!