Se billederne: Dennis Knudsens sidste farvel til datteren
Det var en ualmindeligt grå, kold og blæsende torsdag i Korsør, da Dennis Knudsen bisatte sin datter Naomi.
Sorgen hang som et tykt tæppe over Sankt Povls Kirke i Korsør, hvor ceremonien forestod torsdag lige over middag.
SE og HØR havde fået tilladelelse til at dække den triste begivenhed af Dennis Knudsen. Før bisættelsen satte han også ord på det ufattelige tab:
– Det er så sørgeligt og så smerteligt, som noget kan være. Det er svært at være i, sagde han med grødet stemme.
– Jeg troede, det var en drøm. Det troede jeg mange timer efter. Jeg kunne ikke forstå, det var virkelighed, genkaldte han om den svære tid, efter han fandt sin datter død.
Under bisættelsen - hvor blandt andre Charlotte Bircow, Charlotte Bøving og Thomas Evers Poulsen deltog - blev der sunget flere smukke salmer; blandt andet "Syng for alverdens urolige hjerter" og "I Østen stiger solen op".
Enhver forælders mareridt blev en realitet, da Dennis Knudsen om natten den første dag i november fandt sin ene tvillingepige livløs i sengen.
Vuggedød var årsagen til, at datteren Naomi, der blev blot 1,5 måned gammel, mistede livet alt for tidligt.
Efter den 59-årige far til nu tre børn havde delt den hjerteskærende nyhed, strømmede det ind med kondolencer og tanker.
– I denne smertelige tid har jeg fået mere end 11.000 beskeder med kærlighed og tanker på Facebook og Instagram. Mere end 500 sms-beskeder og masser af mail, skrev han i et Instagram-opslag.
Jublen var ellers stor, da han den 15. september delte, at han var blevet far til tvillingepiger. Men nu er det altså kun Aura, der er tilbage.
Knudsen har desuden sønnerne Lucas på tre år og Noah på et år. Alle børn er kommet til verden i USA via en rugemor.