Vild jubel på Amager: Geggo og Cengiz får nøglerne til deres nye hus
Det er ikke mange uger siden, at “Familien fra Bryggen”-parret, Stephanie “Geggo” Salvarli og gemalen Cengiz Salvarli, kunne afsløre, at de har købt sig et hus.
Her var der ingen tvivl om, at det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse for det populære TV3-par, der heldigvis bliver boende på deres elskede Amager i København.
Det nyindkøbte hus nåede at være på markedet i næsten et år, før Geggo og Cengiz slog til – og her landede prisen på 5.395.000 kroner. Og “Familien fra Bryggen”-stjernerne har store planer for huset, der således står over for en gevaldig renovering.
Heldigvis kan arbejdet for alvor begynde nu:
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, at lolita-dukke var et passende ansigts-udtryk til lige det her billede, eller hvorfor C spiller med musklerne bag mig – men faktum er, at vi i dag har fået nøglerne til vores nye hjem, og nu starter et liv fyldt med støv og hårdt arbejde meget snart, fortæller Geggo i et opslag på Instagram, hvor hun desuden deler et foto af sig selv sammen med sin "Bryggen"-gemal.
– Alt skal rives fra hinanden indvendigt, og så skal vores drømmehjem simpelthen skabes. Jeg glæder mig!
Meget tyder på, at Geggo og Cengiz får en del at se til det næste stykke tid.
For ikke nok med, at de nu er husejere og står overfor en masse husarbejde, så er det heller ikke længe siden, at de to gik i luften med deres nye podcast "Geggo og Cengiz – Helt Ærligt".
Udover deres nu endnu flere projekter har kendisparrets også døtrene Alba og Sia at holde styr på.
Alba er for nylig begyndt i skole, mens Sia allerede nu er ved at udvikle sig til en selvstændig ung dame, afslører diverse opslag på Instagram.