Simon Emil Ammitzbøll: Her er min førstemand
Der var nok et par TV-seere, som var ved at tabe både kop og underkop, da de for nogle år siden kunne se den dengang radikale folketingspolitiker Simon Emil Ammitzbøll give den gas til Ricky Martins "Living La Vide Loca" i DR-underholdningsprogrammet "Showtime".
Det var nemlig åbenlyst for enhver, at Simon Emils styrke ikke just lå inden for sang. Men underholdende var det da, og der var i hvert fald en, som bakkede den nu 31-årige politiker op - nemlig samleveren siden 1999, oliemanden Henning Olsen.
Førstemand
Så stor var kærligheden mellem den unge medietrold og den tårnhøje og actionman-flotte oliebisse, at de to i 2005 valgte at få papir på deres forhold og indgå registreret partnerskab. Via sit medlemskab af Folketinget har Simon Emil ofte været gæst hos dronning Margrethe, og efter han fik en vielsesring på af Simon Emil, har Henning Olsen også været inviteret med. En naturlig ting for alle - ikke mindst for Simon Emil, for hvem forholdet til Henning betød, at han fuldstændig afskrev piger som mulige kærlighedsobjekter.
- Jeg havde haft kærester, men for 10 år siden fandt jeg ud af, at jeg mere var til fyre. Da mødte jeg Henning, siger Simon Emil Ammitzbøll til Ekstra Bladet.
Ro på bagsmækken
Med Henning ved sin side har Simon Emil fået en førstemand, som både kan begå sig på de bonede gulve, og når alle intrigerne på Christiansborgs iskolde gange skal tales igennem.
Da Simon Emil Ammitzbøll meldte sig ud af Det Radikale Venstre i oktober, stod han, efter i mange år at have lagt masser af arbejde i sin politiske karriere i partiet, uden hjemsted. Nu har han stiftet Borgerligt Centrum.
Og derhjemme venter Henning.