Sport21. november 2022

Manchester United-stjerne tiltalt for voldtægt: Har fået sat dato på retssag

Mason Greenwood er tiltalt for voldtægt. Nu er det blevet fastlagt, hvornår retssagen går i gang
Tidspunktet for Mason Greenwoods retssag er blevet fastlagt. 
Tidspunktet for Mason Greenwoods retssag er blevet fastlagt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Manchester United-spilleren Mason Greenwood får sat dato for sin kommende retssag, og den kommer til at finde sted i november næste år.

Dermed kommer man til at vente over et år, før der kommer en afgørelse i den sag, hvor Mason Greenwood er tiltalt for voldtægt.

Helt præcist vil retssagen begynde 27. november 2023, og der er sat ti dage af til sagen. Det skriver BBC.

Mason Greenwood blev anholdt mistænkt for voldtægt på sin daværende kæreste, Harriet Robson tilbage i januar.

United-stjernen blev anholdt efter at billeder og videoer af en forslået Harriet Robson begyndte at florere på sociale medier.

Derudover havde Harriet Robson delt en lydfil, hvor hun fortæller Mason Greenwood, at hun ikke ønsker at have sex med ham. Til det svarer han, at 'han er fucking ligeglad med, hvad hun vil.'

Mason Greenwood har ikke spillet en kamp for Manchester United siden d. 22 januar i år.

Sponsoreret indhold