Travl dag på rådhuset: Mange vil giftes i dag
Kalenderen siger tirsdag 22. november, og selv om det ikke umiddelbart lyder som en særlig mærkedag, er datoen alligevel yderst speciel.
I hvert fald hvis man tager et smut forbi landets rådhuse, for her tyder det på, at de får temmelig travlt med vielserne.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Forklaringen skal findes i, at datoen – 22.11.22 – både er æstetisk flot at have stående i vielsesringen, og så er den nem at huske.
– Uanset hvilken dag det er på året, om det er en mandag eller onsdag, er der altid nogle, som gerne vil giftes, når det er en speciel dato.
– Så er der altid efterspørgsel, lyder det fra Hanne Kristensen, der er faglig leder i Borgerservice, til mediet.
På Randers Rådhus melder de da også om ekstraordinært mange vielser på denne grå og kolde tirsdag.
Her står de nemlig klar til at afholde fire vielser i timen fra klokken 10.00, da hele 14 par skal sige "ja" til hinanden.