Efter “Ex on the beach”: Sebastian holder stadig Emma hen – her er hendes ultimatum i dag
Sebastian træder godt og grundigt i spinaten igen og igen efter at være tjekket ind i årets “Ex on the beach”. Han kan nemlig ikke holde helt styr på, hvad han har sagt til hvilke damer, og tidslinjen går heller ikke op.
Alligevel har Emma overraskende nok stadig ikke givet op på ham – men tiden er ved at rinde ud.
Det fortæller 23-årige Emma Sofie Sønderby Bloxsome til SE og HØR, efter parret er vendt hjem fra villaen i Grækenland.
– Vi har aldrig haft titel på, men vi har datet i to-tre måneder nu. Det har været lidt on/off, og så kom “Ex on the beach” indover, så vores historie er meget indviklet. Men vi dater nu, og vi ser ikke andre.
Det er altså samme gamle sang for Emma og Sebastian, men hvordan kan det være, de ikke er kærester, hvis de stadig ses og nu kun er sammen med hinanden?
– Det må du så spørge ham om. Jeg har ikke noget problem med at sætte en titel på, lyder det direkte fra Emma.
Sebastian Madsen Nordentoft, 22, forsøger derefter at forklare, hvad det er, der foregår imellem de to:
– Grunden til, at jeg ikke vil have Emma, det er, at jeg er lidt pigeglad. Og jeg har svært ved at binde mig – på grund af et tidligere forhold. Der blev jeg såret. Så jeg har tænkt mig at holde mig for mig selv og så bare hygge mig, siger han til SE og HØR.
Han har foden så meget på bremsen, at han ikke engang ville følges med Emma til premieren på programmet.
– Jeg er slet ikke der endnu, hvor jeg vil et forhold på den måde.
Hvad skal der til, for at du kommer derhen?
– At den rette pige kommer.
Så Emma er ikke den rette?
– Det ved jeg ikke, det er svært at sige. Vi prøver stadig at lære hinanden at kende. For mig kommer det ikke bare som med et knips med fingrene. Man bliver nødt til at bygge noget op sammen.
– Hun vil have, at vi flytter sammen. Der er jeg sådan der: Fald lige ned, fald lige ned, fortæller Sebastian, der bor i København, mens Emma bor i Kongens Lyngby.
Føler sig elsket – men nu er der slutdato på
Trods alt dette bliver Sebastian dog ved med at være i relationen med Emma.
– Jeg synes, hun er skidesød, og hun vil mig det bedste. Det kan jeg rigtig godt lide ved hende. Det er også lang tid siden, jeg har følt mig så elsket på så mange punkter. Jeg hygger mig virkelig meget i hendes selskab, men jeg mangler lige den sidste gejst fra mig selv. Der, hvor jeg tænker, hun er den rette. Det føler jeg bare ikke.
Men nu er det snart ved at være sidste chance for Sebastian, for Emma har langt om længe sat en deadline for, hvornår han skal beslutte sig. Hun vil gerne videre i forholdet og giver ham året ud til at finde ud af, hvad han vil.
– Jeg har ikke nogen problemer med at give mine følelser frit spil. Så det er nok der, vi er lidt forskellige. Jeg kommer i hvert fald ikke til at vente indtil næste år, røber hun til SE og HØR.
– Så må vi håbe, jeg har fundet ud af det til den tid. Hun kan ikke tvinge mig, siger Sebastian, der ikke vil have et forhold, før han ved, at han har fundet the one.
– Hun skal ikke holdes for nar, det er ikke det, jeg prøver på. Jeg tror også bare, at hvis jeg skal have en kæreste igen, så skal det være en, jeg kan se en fremtid med: Hus, børn, bil og sådan noget. Og det kan jeg bare ikke med Emma, siger den 22-årige realitydeltager.
Kan ikke sige "bollevenner"
Han forklarer, at det er “ude af hans hænder”, at Emma er blevet så glad for ham.
– Jeg har aldrig lagt mere i det eller sagt, vi skulle være mere. Men jeg er lidt tættere på at være kærester nu, fordi jeg føler, jeg er blevet tvunget til det. Jeg kan ikke sige, vi bare er bollevenner, for så sårer jeg hende. Så jeg er tvunget til det, for jeg vil heller ikke miste hende. Jeg kan jo godt lide hende.
Det lyder, som om du holder hende hen?
– Jeg laver ikke noget med alle mulige andre. Jeg gider bare ikke have en kærestetitel. Jeg føler, jeg har nok i hende, men jeg vil ikke føle mig bundet på en måde eller give mig 100 procent. Det har jeg prøvet før, og det gider jeg ikke igen. Det skræmmer mig.
– Og hvis jeg allerede ved nu, at jeg ikke kan se os sammen om tre år, så gider jeg ikke være kærester, slutter han.