Afsløring: Hun er Erling Haalands hemmelige kæreste
Der er ikke kun mål i luften for Manchester City-stjernen Erling Haaland. Der er også romantik og kærlighed.
I hvert fald kan flere britiske medier nu afsløre, at den 22-årige fodboldspiller har fået sig en kæreste.
Ifølge The Sun er der tale om en 18-årig kvinde ved navn Isabel Haugseng Johansen, som ligesom Erling Haaland er fra Norge.
Hun kommer sågar fra den samme by, som fodboldspilleren er vokset op i, nemlig Bryne, og de har angiveligt kendt hinanden i årevis.
Derudover spiller Isabel Haugseng Johansen også selv fodbold, og de har flere fælles venner fra barndomsbyen.
Nyheden om Erling Haalands "hemmelige kæreste" kommer, efter der tidligere på ugen dukkede billeder op af fodboldspilleren i Marbella, Spanien, hvor han var ude med en på det tidspunkt ukendt kvinde.
The Sun har været i kontakt med en anonym kilde, som fortæller, at Erling Haaland er forelsket i den fire år yngre landsmand.
Der er endnu ikke mange informationer omkring Isabel Haugseng Johansen, udover at hun efter sigende arbejder deltid i en tøjbutik.
Hun har ikke umiddelbart nogen sociale medier.
Ifølge The Suns anonyme kilde har de to datet i flere måneder, og hun blev faktisk sågar spottet sammen med Erling Haalands familie til en kamp, da fodboldsstjernen stadig spillede for Borussia Dortmund tidligere i år.
- Det virker til, det er ret seriøst mellem dem, siger kilden og fortsætter:
- Isabel rejste til Tyskland og nu til England for at se ham. Hun er kendt for sit smukke ansigt hjemme i Bryne, og de har kendt hinanden altid.
Fodboldstjernen har ikke selv kommenteret forholdet.
Han har dog tidligere udtrykt, at han ikke har brug for en kæreste, da han har sine fodbolde.
- Jeg sover med fem bolde for hvert hattrick, jeg har scoret. Jeg ligger i sengen med dem, og det føles godt at ligge med dem, jokede han tidligere i år.