Dennis Knudsen med rørende afsløring: Får helt særlig tatovering
Den 59-årige kendisfrisør Dennis Knudsen mistede på ganske tragisk vis sin datter Naomi tidligere på måneden til vuggedød, og nu leder han efter en helt særlig tatovør.
Han drømmer nemlig om at kunne få foreviget sin lille Naomi på sin krop.
Det bekræfter han overfor SE og HØR, efter han tidligere i dag delte et opslag på sin Instagram-profil, hvor han søger en tatovør med speciale i at tatovere ansigter.
– En kombination af Naomi og en engel. Tæt på mit hjerte, skriver han i en SMS og beskriver, at han påtænker, at tatoveringen af datteren skal placeres på hans skulder.
Tatovøren har han dog endnu ikke lagt sig fast på, om end der allerede er kommet flere bud på hans opslag på det sociale medie. Herunder fra danser Silas Holst, der selv har sine børn tatoveret på sin krop.
Lille Naomi kom til verden i midten af september sammen med sin tvillingsøster Aura.
Pigerne blev født i Los Angeles ved hjælp af en rugemor, og det var Dennis Knudsen selv, der drog til USA for at hente pigerne hjem for få måneder siden.
Naomi mistede livet til vuggedød, og hun blev på ganske smuk vis stedt til hvile fra Sankt Povls Kirke i Korsør i sidste uge.
– Det er så sørgeligt og så smerteligt, som noget kan være. Det er svært at være i.
– Jeg troede, det var en drøm. Det troede jeg i mange timer efter. Jeg kunne ikke forstå, det var virkelighed, genkaldte han til bisættelsen om den sære tid, efter han fandt sin datter død.
Dennis Knudsen er også far til sønnerne Noah, der kom til verden i 2021, og Lukas, der kom til verden i 2019.