Børneporno og børn med bondage-bamser: Hvad har Balenciaga gang i?
For en måned siden droppede Balenciaga sit samarbejde med den skandaleombruste rapper Kanye.
Men nu er det spanske modehus selv havnet i et gevaldigt stormvejr.
Mandag lancerede de en ny kollektion og offentliggjorde deres seneste kampagne.
Det skriver CNN.
I kampagnen har modehuset brugt børn helt ned i to-treårsalderen som modeller til at sælge tasker til voksne.
På billederne ses således de helt små børn kramme med bamser, der er klædt i bondage-outfits. Og det har fået folk til at fare i blækhuset og beskylde modegiganten for at seksualisere børn.
Modehuset har fjernet billederne og været ude at undskylde den vanvittige reklamekampagne med bondagebamserne.
- Vi underskylder mange gange for de krænkelser, vores kampagne må have forårsaget. Vores bamsetasker skulle ikke have været vist i sammenhæng med børn. Vi har fjernet kampagnen fra samtlige platforme, skriver modehuset i en udtalelse.
Og bedst som man tænker, det ikke kan blive meget værre … Ja, så går det fra chokerende til komplet vanvittigt.
På sociale medier florerede der i forlængelse af den foruroligende kampagne med børnene og bondagebamserne nemlig billeder fra en tidligere kampagne fra selvsamme modehus.
I den omtalte kampagne er en af deres svinedyre tasker fotograferet på et rodet skrivebord. Under tasken ligger en bunke dokumenter spredt ud.
Og når man zoomer ind på disse dokumenter, får man sgu aftenkaffen galt i halsen.
Dokumenterne stammer eftersigende fra den gamle retssag, hvor virtuel børneporno forsøges legaliseret, fordi det ikke er rigtige børn, der bliver på de pornografiske billeder.
Det har fået flere til at beskylde Balenciaga for at endorse børneporno. Så endnu en gang måtte Balenciaga på banen med en undskyldning.
- Vi undskylder for at have vist foruroligende dokumenter i vores kampagne. Vi tager det meget seriøst, og det får retslige konsekvenser for de medarbejdere, som er ansvarlige for fotoshootet for vores forårskampagne for 2023, skrev modehuset.
- Vi fordømmer børnemishandling i alle afskygninger, tilføjede de.
Lort løber som bekendt nedad, så også Kim Kardashian og Bella Hadid har været i skudlinjen, skriver New York Post.
For ingen af de to Balenciaga poster girls har været ude og tage afstand fra kampagnen.