Nicolaj Kopernikus og Sara Maria Franch-Mærkedahl efterlyst: Har du set dem?
Kunne du bruge 5.000 kroner lige ned i lommen? Ja, så er der måske god grund til at holde øjne og ører åbne i dag.
For tv-kanalen Discovery+ Danmark udlover lige nu en dusør på netop 5.000 kroner, hvis man finder Nicolaj Kopernikus og Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Kæresteparret er nemlig efterlyst af Discovery+ Danmark, afslører kanalen på Instagram:
– I forbindelse med tv-optagelser efterlyses Nicolaj Kopernikus & Sara Maria Franch-Mærkedahl. Da det endnu ikke er lykkes at pågribe de eftersøgte, beder vi nu offentligheden om hjælp, skriver tv-kanalen på Instagram.
Parret – der tidligere på året stod frem som kærester – har dog ikke begået lovbrud. De er i stedet deltagere i den kommende sæson af tv-hittet “Jaget vildt”. Og i den forbindelse gør de altså alt for ikke at blive opdaget.
– Såfremt man ser dem, bedes man ikke tage kontakt til dem, men derimod straks rette henvendelse direkte til: efterlysning@metronome.dk, skriver kanalen, der altså lover en fin dusør på 5.000 DKK til den eller de, der finder parret.