Sanger Alex Vargas smider tøjet: Helt nøgen på albumcover
Den 34-årige “Shackled Up”-sanger kunne tidligere i november fremvise en helt særlig blomsterhat, da han optrådte i TV 2-hittet “Vild med dans”.
En blomsterhat, som han langt fra er færdig med at vise frem.
For på sit cover til sit nyeste album “BIG BIG MACHINE”, der sidder han kun iført den og altså intet andet på kroppen.
Det deler han på sin Instagram-profil.
På billedet ses han sidde med sine nøgne baller solidt plantet i midten af en farvet cirkel, mens han sidder med benene just præcist krydset, så de ganske fint dækker for hans nedre dele.
Alex Vargas har været en del af den danske musikscene de seneste mange år, men han blev for alvor et kendt navn i de danske stuer, da han medvirkede i TV 2-hittet “Toppen af poppen” sidste år.
Her kunne han fortælle om, hvordan han som 17-årige flyttede til England for at dyrke sin rock’n’roll-tilværelse, og trods flere besøg i Danmark for blandt andet at spille i “X Factor”, så var det først som 30-årig i 2018, han vendte snuden hjem.