Uhyggelig sag: Ligene af 4 spædbørn fundet i fryser
Rengøringsfolk gjorde tidligere på måneden et skræmmende fund, da de gjorde rent i en ubeboet bolig.
I fryseren fandt de nemlig det, der ser ud til at være ligene af fire spædbørn, fremgår det af en pressemeddelelse fra politiet.
Det forfærdelige fund blev gjort 17. november.
Her blev politiet kaldt ud til en adresse i det sydlige Boston, USA, efter fundet af de fire lig.
Det skriver ugemagasinet People.
At der var tale om fire spædbørn, to drenge og to piger, kunne betjentene bekræfte, da de ankom til stedet.
Det fortæller James Borghesani, der er kommunikationschef for anklagemyndigheden i Boston.
- Personen, der ejer lejligheden, boede ikke på adressen, da fundene blev gjort, har han udtalt i forbindelse med sagen.
Ifølge kommunikationschefen er der tale om en single dame i 60'erne, der har ejet lejligheden i årtier.
Politiet skal nu fastslå spædbørnenes identitet og dødsårsag.
- Sagen er under efterforskning, og der vil blive foretaget obduktioner af ligene.
- For nu ved vi ingenting om de fundne spædbørn. Der er rigtig mange spørgsmål i den her sag, forhåbentlig kan efterforskningen give os nogle af svarene, har James Borghesani forklaret.
Der er ingen sigtede i sagen på nuværende tidspunkt.