Dronning Camilla mister hofdame: Kom med racistiske bemærkninger
En ellers nobel sag om at bekæmpe vold mod piger og kvinder blev overskygget af noget helt andet, da dronning Camilla, 75, tirsdag holdt en stort anlagt reception på Buckingham Palace.
Flere medier, heriblandt BBC og Daily Mail, skriver, at Camillas hofdame Lady Susan Hussey har sagt sit job op, efter hun er kommet med en række "uacceptable kommentarer".
Ifølge Daily Mail skulle hofdamen have nægtet at tro, at en kvinde, der leder organisationen Sistah Space, var fra Storbritannien og spurgte hende "Hvilken del af Afrika kommer du fra?".
Ifølge mediet var den adspurgte kvinde så chokeret, at hun i første omgang ikke meldte episoden til dronning Camilla, der var vært for receptionen.
Den chokerende samtale er senere blevet gengivet på Twitter, hvor dronning Camillas hofdame omtales som "lady SH".
– Vi tager denne hændelse ekstremt seriøst og har undersøgt det omgående for at få alle detaljer frem. I dette tilfælde er der kommet med uacceptable og yderst beklagelige kommentarer. Vi har rakt ud til Ngozi Fulani om sagen og inviterer hende til at diskutere alle aspekter af hendes oplevelse ansigt til ansigt, hvis hun ønsker det, lyder det fra en talsperson for Buckingham Palace.
De yderst beklagelige kommentarer falder på et yderst uheldigt tidspunkt, bemærker Daily Mail.
Lady Susan Hussey er nemlig gudmor til prins William, der de næste tre dage er på royal rundtur i USA, hvor racespørgsmålet igen kan overskygge deres besøg.
Prins Harry og hertuginde Meghan har også tidligere antydet, at racisme hersker i bedste velgående i det britiske kongehus.