Flere børn dræbt foran afghansk skole
Mindst 16 mennesker blev dræbt og 24 andre såret ved en eksplosion onsdag i en koranskole i byen Aybak i det nordlige Afghanistan, siger en læge på et lokalt hospital til AFP.
De fleste af ofrene var børn og unge, siger hospitalskilder.
- De er alle børn og almindelige mennesker, siger en læge, som ønsker at være anonym.
En embedsmand bekræfter, at den religiøse skole blev rystet af en eksplosion.
Taliban, som ofte underdriver antallet af dræbte og sårede, siger, at 10 studerende blev dræbt og "mange andre" blev såret.
Der har været dusinvis af angreb og eksplosioner mod civile, siden Taliban kom til magten igen i august sidste år.
Islamisk stat har taget skylden for de fleste af angrebene.
- Vores sikkerhedsstyrker arbejder på højtryk for at få identificeret dem, der står bag denne utilgivelige forbrydelse og straffe dem for deres handlinger, siger en talsmand for indenrigsministeriet Abdul Nafay Takor i et tweet.
Fotos og videooptagelser på sociale medier viser medlemmer af Taliban ved siden af de dræbte, der ligger spredt på gulvet i koranskolen mellem bedetæpper og knust glas.
Lægen i Aybak siger, at hårdt sårede er flyttet til de bedst udrustede hospitaler i Mazar-i-Sharif, som ligger 120 kilometer fra Aybak.
Aybak er hovedstad i provinsen Samangan i den nordlige del af landet. Byen blev kendt som et karavanestop for handelsmænd i det 4. og 5. århundrede.
Der har været relativ roligt i landet i de seneste par uger.
I september blev mindst 54 mennesker - heriblandt 51 piger og unge kvinder - dræbt, da en selvmordsbomber detonerede sprængstoffer i en universitetsbygning i Kabul.
Bygningen var fyldt med hundredvis af studerende, som skulle til optagelsesprøve på universitetet.