Skøn video: Prinsesse Josephine og prins Vincent laver juledekoration til farmor Margrethe
Det er 1. december, kalenderlyset er tændt, julepynten er hængt op, og julestemningen er i det hele taget i top.
Også hos kongehuset skyder man julemåneden i gang med en virtuel julekalender, som kongehusets mange følgere hver dag kan se på Instagram.
Bag første låge gemmer der sig en skøn video af de 11-årige tvillinger prinsesse Josephine og prins Vincent, der er kreative med ler, gran, julekugler og -stjerner.
I en rigt pyntet stue i kælderen under Frederiks VIII’s Palæ på Amalienborg samarbejder kronprinsparrets to yngste børn om at sætte en flot kalenderlysdekoration sammen.
Mellem de kreative sysler er der da også plads til at hapse en julesmåkage fra fadet, ligesom der skal voteres om, hvem den heldige aftager af dekorationen skal være.
Og det viser sig, at prins Vincent kender sin farmor utroligt godt:
– Tror du ikke, farmor vil have den?, spørger han sin søster og begrunder sit forslag:
– Jeg tror, hun er meget til de her flotte farver. Der er rigtig meget eksplosion i alt muligt.