Dansker scorer topjob: Brian Reimer er nu cheftræner i Anderlecht
Brian Riemer er ny cheftræner i den belgiske fodboldklub Anderlecht. Det oplyser Brentford, der hidtil har haft danskeren ansat som assistent, på Twitter.
Anderlecht, der har Jesper Fredberg som sportsdirektør, bekræfter også nyheden på sin hjemmeside.
– Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg kendt til Anderlecht som en kæmpe klub i europæisk fodbold. Jeg er selvfølgelig meget stolt af at blive cheftræner i så stor en klub med så stolte traditioner.
– Jeg føler, det er det helt rigtige tidspunkt for mig at tage det næste skridt, og jeg ville kun have, at det skulle være i en topklub som denne.
– Der er meget arbejde, der skal gøres, hvis holdet skal tilbage, hvor det hører hjemme, siger Riemer til den belgiske klubs hjemmeside.
Inden Riemer skiftede til Brentford, var han i mange år ansat i forskellige trænerroller i FC København – blandt andet som U19-træner.
Fredberg peger på, at Riemer har spillet en afgørende rolle i Brentfords succes i de seneste år.
– Han er klar til næste skridt, og vi er meget glade for, at vi har formået at få ham til Anderlecht. Vi har brugt tiden på at finde den rette kandidat, én der passer på spillestilen og det langsigtede projekt i klubben.
– Brian står for en tydelig, dominerende og underholdende spillestil, som vil passe godt til vores filosofi i Anderlecht, mener Fredberg.
Hos Brentford var Brian Riemer assistent under cheftræner Thomas Frank, der er ked af at miste sin højrehånd.
– Jeg er samtidig meget glad på hans vegne over, at han har fået en velfortjent mulighed for at blive cheftræner i en topklub med en fantastisk historie i Belgien og hele Europa.
– Ambitionen om at blive cheftræner er vokset hos Brian i de seneste år, men han var ekstremt glad i Brentford og for at være en del af et spændende projekt her, siger Thomas Frank til Brentfords hjemmeside.