Nyheder5. december 2022

Tusindvis af truede sæler skyllet op på russisk kyst

En decideret massedød er sket i Rusland, hvor 2500 sæler er fundet døde ved en russisk kyst
Sæler skyllet på land
Undersøgelser er fortsat i gang, og antallet af døde sæler i Dagestan kan stige.
 Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

Omkring 2500 døde sæler er skyllet op på kysten i den russiske republik Dagestan ud til Det Kaspiske Hav.

Det oplyser russiske myndigheder søndag.

Fundene er blevet gjort i og omkring kystbyen Makhatjkala, som er hovedstad i republikken.

Lørdag var der meldinger om omkring 700 døde sæler, men det tal er altså steget markant.

Dødsårsagen er ukendt, og der er fortsat undersøgelser i gang. Derfor kan dødstallet stige.

- Dette er den største massedød blandt kaspiske sæler i de seneste ti år, oplyser myndigheder ifølge nyhedsbureauet Tass.

- Årsagen vil blive fastslået efter yderligere laboratorietest af det patologiske materiale hos de døde dyr.

Den kaspiske sæl er en truet dyreart og under særlig beskyttelse.

Sæler skyllet på land
Det er det højeste antal fundet i ti år.
 Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Sælbestanden har igennem årtier lidt under overdreven jagt og negative følger af industriforurening.

Bestanden af kaspiske sæler er faldet med omkring 90 procent de seneste 100 år. Det oplyser dyrerettighedsorganisationer.

For omkring en måned siden - inden den seneste massedød - lød vurderingen fra eksperter, at der var omkring 68.000 kaspiske sæler tilbage. Tidligt i det 20. århundrede var der omkring en million.

Estimaterne varierer dog en hel del.

Det Kaspiske Hav er verdens største indlandshav. Det er omgivet af Rusland, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Iran og Turkmenistan.

Republikken Dagestan er den mest østlige i regionen Nordkaukasus, hvor der bor mange forskellige etniske grupper. I perioder har der været en del uro og spændinger i regionen.

For omkring en måned siden blev over 130 sæler fundet døde på Kasakhstans kyst ud til Det Kaspiske Hav.

Sponsoreret indhold