Streaming6. december 2022

Så du “Lucas – drengen med den evige sult”? Sådan går det ham i dag

TV 2 viste mandag aften den rørende dokumentar om den jyske dreng Lucas, der som følge af en uhyre sjælden genfejl ikke kunne føle mæthed
Lucas lider af den uhyre sjældne genfejl kaldet leptin receptor defekt.
Lucas lider af den uhyre sjældne genfejl kaldet leptin receptor defekt.
 Foto: TV 2

Få dage efter Lucas kom til verden, fornemmede hans forældre, at han ikke var som andre børn. Den lille dreng havde en ustoppelig appetit, og selv om forældrene forsøgte at holde ham på en diæt, blev han bare større og større.

Da Lucas var to år gammel, vejede han svimlende 35 kilo.

Mandag aften fortalte Lucas, der i dag er 14 år gammel, og hans forældre så hans opsigtsvækkende historie i TV 2-dokumentaren “Lucas – drengen med den evige sult”. Her fortalte de, at Lucas lider af den uhyre sjældne genfejl kaldet leptin receptor defekt.

Lidelsen betyder, at Lucas ikke kan føle mæthed, og at hans hjerne derfor konstant tror, at han er tæt på at dø af sult.

Lucas sammen med mor Mona.
Lucas sammen med mor Mona.
 Foto: TV 2

I programmet fulgte man Lucas, da han sammen med sin familie rejste til Tyskland for at få en banebrydende type medicin, der – måske – kunne hjælpe Lucas.

Det er i dag halvandet år siden. Og Lucas’ liv er helt forvandlet, fortæller familien til TV Midtvest.

Medicinen har gjort, at Lucas i dag ikke længere føler den ekstreme sult. Det betyder, at den jyske dreng i dag har tabt 20 kilo, og han er tilmed vokset 12 cm

– Han har jo fået et liv, som vi ikke engang har turdet håbe på, siger Lucas’ far, Benny Thomsen, til mediet.

I begyndelsen havde Lucas kvalme som følge af den nye medicin, men den er nu forsvundet. Den eneste bivirkning nu er, at hans hud er blevet mørkere. Det skyldes, at medicinen påvirket hudens pigment.

Sponsoreret indhold