Nu skal Louise Borglit-drabet for retten: 11 retsdage afsat
Sagen om drabet i 2016 på 32-årige Louise Borglit i Elverparken i Herlev skal for retten til foråret.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på det sociale medie Twitter.
- Sagen om knivdrabet fra november 2016 i Herlev kommer for Retten i Glostrup den 2. maj 2023, skriver anklagemyndigheden.
I flere år var ingen sigtet i sagen. Men i foråret kunne politiet noget opsigtsvækkende fortælle, at en 29-årig mand var sigtet. Han er siden blevet tiltalt.
Manden er tiltalt for at have dræbt Louise Borglit den 4. november 2016 omkring klokken 19.07. Hun døde efter at være blevet stukket med kniv 11 gange.
Af anklageskriftet fremgår det, at offeret - Louise Borglit - var gravid. Derudover indeholder anklageskriftet ikke mange detaljer om drabet.
Det er til gengæld tidligere kommet frem, at Louise Borglit var højgravid, og at både hun og barnet døde af knivstikkene. Louise Borglit var ude for at lufte sin søsters hund, da hun blev overfaldet.
Politiet har tidligere udtalt, at den tiltalte kom i politiets søgelys allerede få dage efter drabet. Blandt andet fordi han to dage efter blev indlagt på en psykiatrisk afdeling i Ballerup. Her skulle han ifølge politiet have sagt, at der var "sket noget forfærdeligt i Bagsværd".
Alligevel blev han ikke sigtet før i foråret i år.
Politiet har under efterforskningen af sagen gjort brug af en noget utraditionel metode.
Da den tiltalte mand i begyndelsen af maj blev fremstillet i retten, kom det frem, at en politiagent med dæknavnet "Frank" lod sig indsætte i Enner Mark Fængsel med den nu tiltalte mand, der var dømt for drabsforsøg mod en kæreste.
I fængslet fik agenten mulighed for at få et fællesskab med den nu 29-årige mand. Blandt andet var de på gårdture sammen.
Den tiltalte vidste dog ikke, at han talte med en agent.
Under en række møder i 2020, 2021 og 2022 åbnede den nu tiltalte op over for agenten og fortalte ham om drabet i Elverparken.
Den 29-årige mands forsvarer har tidligere ved grundlovsforhør protesteret mod brugen af en politiagent. Men anklagemyndigheden har fastholdt, at reglerne er blevet fulgt "til punkt og prikke".
Den 29-årige mand nægter sig skyldig.
Anklagemyndigheden oplyser onsdag på Twitter, at der er afsat 11 retsdage til sagen. Den sidste planlagte retsdag er den 23. juni 2023.