En rutebus lagde sig fredag eftermiddag i grøften på Glyngørevej ved Vester Lyby nord for Skive.
Der var syv passagerer i bussen, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
I første omgang lød meldingen, at ingen var kommet til skade, men at de ikke kunne komme ud af bussen. Senere forlød det, at to var kommet til skade, og ekstra ambulancer var på vej mod stedet, så man skulle give plads i trafikken.
Senere fortæller vagtchef Ole Vanghøj, at det endte med, at tre personer blev kørt til tjek på sygehuset. Men der er altså ingen alvorligt tilskadekomne.
Han ved ikke, hvad der fik bussen til at vælte.
- Det er formentlig glat føre, siger han.
Alle passagerer er hentet. Bussen mangler fredag aften fortsat at blive fjernet fra grøften, oplyser vagtchefen kort efter klokken 19.
Midt- og Vestjyllands Politi har fredag eftermiddag også været ude til en ulykke på Hovedvej A13 - Viborg Hovedvej - nord for Hjøllund, hvor to biler var kørt frontalt sammen. Her kom tre personer til skade.
Der var tale om ikke-kritiske skader, og de blev kørt til sygehuset. Vejen var midlertidigt spærret i forbindelse.