Mette Frederiksen: Gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker igen
Både lørdag og søndag har der været forhandlinger over mange timer på Marienborg om dannelsen af en bred regering i Danmark.
Fra kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) lyder det søndag aften, at hun er "optimistisk".
- Vi har forhandlet gennem ganske lang tid. Jeg er optimistisk i forhold til, at der kan dannes en bred regering i Danmark.
- Men vi er ikke færdige hverken med forhandlingerne eller det arbejde, der pågår, siger hun.
Hun ønsker ikke at svare på, om Venstre og Moderaterne kommer med i en bred regering. Det er de to partier, der søndag har været til forhandlinger på Marienborg.
Modsat lørdag har De Radikale ikke været til stede endnu søndag.
Både Venstre og Moderaterne gik søndag ud til den fremmødte presse og meddelte, at de nu har droppet et krav om en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i Minksagen, hvilket partierne ellers gik til valg på.
Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen mener begge, at et eventuelt regeringssamarbejde ikke kan starte med, at man undersøger statsministeren.
I stedet skal gå stærkere med udbetaling af erstatning til minkavlerne, mens det skal sikres, at en lignende sag ikke sker igen.
Samme toner lyder fra Mette Frederiksen. Hun vil dog ikke gå "yderligere ind i diskussionen" om en advokatvurdering.
- Det er vigtigt, at de erstatninger, som de (minkavlerne, red.) selvfølgelig har krav på, bliver udbetalt så hurtigt som muligt.
- Jeg er dybt og inderligt optaget af, at en lignende situation ikke opstår for en kommende regering. Der er behov for at styrke de interne processer for en kommende regering.
Og på vegne af alle partierne i forhandlingslokalet lyder det fra Mette Frederiksen, at "vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at en lignende situation ikke opstår".
Forhandlingerne fortsætter søndag aften på Marienborg.