Kate Moss’ søster efter vild brandert: Vågner op med tatovering i ansigtet
Du kender det måske godt. En drink tager den anden, og pludselig kan alt, der normalt er en rigtig dårlig idé, virke som en rigtig god idé.
Heldigvis nøjes de fleste med at vågne op med lidt tømmermænd – både de fysiske og moralske, men så er det heller ikke værre.
Men der er også de branderter, der sætter sine spor lidt mere end bare en enkelt dag eller to.
Tatoveret i ansigtet
Sådan en har Lottie Moss, der er lillesøster til supermodellen Kate Moss haft i weekenden.
I hvert fald kan man sige, at hun har et noget permanent minde fra byturen. Hun vågnede nemlig op med lidt mere end bare tømmermænd.
På hendes venstre kind havde hun fået tatoveret ordet “Lover”.
Man kan se aftenens forløb på hendes tiktok-profil, hvor man ser hende i en firehestes brandert om aftenen ligge på tatoveringsbriksen, og senere i den samme video, filmer hun sig selv morgenen efter.
– Jeg har ikke så meget at sige lige nu, fortæller hun sine næsten 68.000 følgere.
– Altså bortset fra, at den her godt kunne være undgået, siger hun og peger på sin venstre kind.
Fortryder intet
Dog tager Lottie den nye ansigtsudsmykning i stiv arm.
– Men det gør mig ikke noget. Nu er den her for at blive. Jeg kommer til at lære at elske den, I kommer til at elske den, og min mor kommer til at lære at elske den – forhåbentlig.
Og selv om Miss Moss tager det hele med et smil, har hun dog et råd til alle andre.
– Lad være med at drik alkohol, børn, afslutter hun sin video med.