Hænger ung mand for "krig mod Gud"
Endnu en mand er blevet hængt offentligt, efter at have været en del af opstanden mod Irans præstestyre.
Det oplyser det iranske nyhedsbureau Mizan.
- Majid Reza Rahnavard blev hængt offentligt i Mashhad her til morgen.
- Han var dømt til døden for at gå i krig mod Gud, efter at han stak to sikkerhedsvagter til døde, skriver Mizan.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skriver Mizan også, at Rahnavard blev anholdt 17. november, mens han var i færd med at flygte ud af Iran.
Det er anden gang, at Iran har hængt en i forbindelse med demonstrationerne i kølvandet på 22-årige Mahsa Aminis død 16. september.
Mahsa Amini døde efter at være blevet anholdt af det iranske moralpoliti. Angiveligt skulle hun have båret sin hijab i strid med reglerne.
En mand ved navn Mohsen Shekari er allerede blevet hængt. Han blev hængt torsdag, efter at han blev dømt til døden for at have såret en sikkerhedsvagt med en kniv og blokeret for en vej i Irans hovedstad, Teheran.
Straffes af EU
EU-landene vil mandag vedtage nye sanktioner mod Iran. Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, forud for et møde for EU-landenes udenrigsministre mandag i Bruxelles.
Josep Borrell havde fredag en samtale med Irans udenrigsminister, hvor han varslede sanktionerne.
- Vi vil vedtage en meget hård sanktionspakke, siger Josep Borrell.
- Fredag havde jeg en lang diskussion med Irans udenrigsminister. Vi diskuterede henrettelser, og jeg udtrykte EU's bekymring og fordømmelse og fortalte om de sanktioner, som vil komme i dag, siger Borrell.
Han begrunder de nye sanktioner med Irans henrettelse af demonstranter samt våbenforsyninger til Rusland.
- Vi vil sanktionere både af humanitære årsager og på grund af Irans støtte til Rusland i Ukraine.
Menneskerettighedsgrupper har anklaget Iran for at torturere manden og tvinge ham til at erkende sig skyldig.
Henrettelsen af Shekari har mødt fordømmelse fra blandt andet USA.
Ifølge ngo'en Amnesty International har anklagemyndigheden i Iran efterspurgt dødsstraf til mindst 21 personer, som har været involveret i demonstrationerne.
Amnesty kalder processerne "forlorne retssager, som kun har til henseende at intimidere dem, der har deltaget i en populære opstand, som har rystet Iran".