Bliver på hospitalet: Godt nyt fra Pelé
Mange fodboldfans i Brasilien er bekymrede for deres fodboldhelt Pelé, som i disse dage og uger er indlagt på et hospital i São Paulo med en lungeinfektion.
Men ifølge lægerne på hospitalet er der fremgang hos den 82-årige tidligere angriber.
- Patienten fortsætter med at vise bedring i sin kliniske status, især hvad angår lungeinfektionen. Han er fortsat på den ordinære afdeling, han er ved bevidsthed, og de vitale parametre er stabile, skriver personalet på Albert Einstein Hospital ifølge Reuters i en udtalelse.
Også Pelés familie er tidligere kommet med positive meldinger og har understreget, at han ikke er døende.
Pelé bliver løbende behandlet for tarmkræft, som han blev diagnosticeret med i september sidste år.
Aktuelt er indlæggelsen et resultat af, at han var smittet med coronavirus for en måned siden.
Brasilianeren spillede i det meste af sin karriere for Santos i hjemlandet, mens han også tørnede ud for New York Cosmos i et par sæsoner fra 1975.
Han vandt VM i fodbold tre gange med Brasilien. Det skete i 1958, 1962 og 1970.
Både fodboldfans og det brasilianske landshold har på det seneste hyldet Pelé med forskellige markeringer.
Efter sejren over Sydkorea i ottendedelsfinalen holdt spillerne et stort banner med hans navn.
Brasilien røg ud af VM med et nederlag i straffesparkskonkurrence til Kroatien i kvartfinalen.