Krimi13. december 2022

Sag om 'Danmarkshistoriens største massemorder' skal ikke gå om

Erik Hovbakke Hansen tilstod at stå bag dødsbranden på Hotel Hafnia i København - søsteren har nu fået afslag på genoptagelse af sagen
35 mennesker mistede livet i forbindelse med dødsbranden på Hotel Hafnia i København.
35 mennesker mistede livet i forbindelse med dødsbranden på Hotel Hafnia i København.
 Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

En gammel straffesag om dødsbranden på Hotel Hafnia i København, hvor 35 mennesker mistede livet, skal ikke genoptages.

Det har Den Særlige Klageret bestemt i en kendelse. Det oplyser klageretten tirsdag.

Det var søsteren til den dømte, der havde bedt om genoptagelse.

Erik Hovbakke Hansen blev i 1986 dømt for flere tilfælde af brandstiftelse. Tre år senere blev han fundet skyldig i dødsbranden på hotellet tilbage i 1973 og for vold med døden til følge mod en 15-årig pige på Fanø i 1980.

Erik Hovbakke Hansen, der var psykisk udviklingshæmmet, tilstod forbrydelserne. Men i dokumentarprogrammer på TV 2 blev der i 2020 rejst tvivl om blandt andet politiets efterforskning.

Klageretten lægger vægt på, at dommene blev afsagt for henholdsvis 36 og 33 år siden, og at den dømte døde for mere end 25 år siden. Dette taler i sig selv for at være tilbageholdende med at lade en sag gå om, hedder det.

Hotel Hafnia udbrændte 1. september 1973.
Hotel Hafnia udbrændte 1. september 1973.
 Foto: Mini Wolf/Ritzau Scanpix

Samtidig erkender klagerettens medlemmer, at der var en risiko for urigtige tilståelser, fordi den dømtes mentale evner var svækkede.

Klageretten slår fast, at politiets afhøringer af Erik Hovbakke Hansen "ikke lever op til nutidens standarder for afhøring af psykisk afvigende kriminelle".

På den anden side var dommeren særdeles grundig. Dommeren fik gennemført afhøringer af Hovbakke Hansen på gerningsstederne for at sikre sig, at tilståelsernes rigtighed var bestyrket.

Sponsoreret indhold