Kendte14. december 2022

Casper Christensen pisser Sofie Linde af: Det er børnearbejde

Komiker Casper Christensen sidestiller Sofie Lindes eksponering af børnene på sociale medier med børnearbejde. Det pisser "X Factor"-værten af
Sofie Linde bliver sur på Casper Christensen, da han går hende på klingen.
Sofie Linde bliver sur på Casper Christensen, da han går hende på klingen.
 Foto: Martin Sindal la Cour/Viaplay

Stemningen er både trykket og akavet mellem Sofie Linde og Casper Christensen, der ved Gud ikke kan blive enige om ret mange ting i ”All Exclusive”, hvor ”X Factor”-værten aflægger komikeren et 24 timer langt besøg i Portugal.

Men helt tåkrummende bliver det, da Casper Christensen stikker til Sofie Lindes eksponering af døtrene på sociale medier.

For efter sin dundertale til ”Zulu Comedy Galla” i 2020 var det yderst vigtigt for Sofie Linde at gøre sig økonomisk uafhængig, så hun aldrig mere var tvunget til at finde sig i en idiotisk chef - skulle det ske igen.

Udover at være både tv- og podcastvært har Sofie Linde en blomstrende forretning lige ved hånden. Der er således 675.000 personer, der følger med, når hun poster hverdagsglimt på sin Instagram-profil.

Det har fået både store virksomheder som McDonald’s og Femilet og små virksomheder som Sanzi Beauty til at bejle til Linde som reklamesøjle.

Men det er altså ikke kun reklamer, sponsoreret indhold og betalte samarbejder, man støder på, når man scroller forbi Lindes profil. Også hendes to døtre Trine og Søs – og hendes mand Joakim Ingversen, optræder på profilen.

Børn, der skaber værdi

Et faktum, der får Casper Christensen til lidt frisk at kalde det børnearbejde, når Sofie indimellem poster videoer og billeder af Trine og Søs. Noget, han hævder ikke selv at gøre på sin egen profil.

- Jeg var lige ved at kalde det børnearbejde, fordi de jo er med til at tjene penge ved deres blotte tilstedeværelse på din Instagram (…) Din Instagram er jo blevet så god, fordi der er 600.000 mennesker, der synes, de får lov at få et rigtigt indblik i Sofie Lindes liv. Det er jo derfor den er interessant, fremturer Casper.

Og det bliver ikke just taget vel imod af mama Linde, der camouflerer vreden bag store solbriller.

- Det er jo derfor, McDonald’s eller hvem fanden det er, gider betale dig penge for det. Så på den måde har børnene jo indirekte været med til at skabe værdien, argumenterer Casper.

Sofie erkender, at hendes børn kan komme om 15 år og sige, at de syntes, de var hamrende forkert, at hun eksponerede dem, når så mange kiggede med, men så må hun tage den derfra.

Casper Christensen på den røde løber til "Zulu Comedy Galla" i 2010 sammen med sin daværende kæreste Iben Hjejle og deres sammenbragte børneflok bestående af Cajsa, Marvin og William de Waal. 
Casper Christensen på den røde løber til "Zulu Comedy Galla" i 2010 sammen med sin daværende kæreste Iben Hjejle og deres sammenbragte børneflok bestående af Cajsa, Marvin og William de Waal.
 Foto: Aller Media
Marvin og Cajsa Christensen på den røde løber sammen med deres bonusmor Isabel Christensen til premiere på Casper Christensen og Frank Hvams flopfilm "Dan Dream". 
Marvin og Cajsa Christensen på den røde løber sammen med deres bonusmor Isabel Christensen til premiere på Casper Christensen og Frank Hvams flopfilm "Dan Dream".
 Foto: Kaspar Wenstrup

Nautrale eller ej

Casper er dog ikke færdig med at belære – han har trods alt været i showbizz i mange flere år og har tilmed voksne børn.

- Jeg kan bare fortælle dig, at mine børn på 24 og 22 har jeg aldrig haft med på rød løber – måske en enkelt gang. De har aldrig deltaget i noget som helst, og de er rigtig glade for det i dag.

- De har ingen interesse i min verden overhovedet og har aldrig haft det. Og jeg har det egentlig meget godt nede i maven med, at de har fået lov til at være neutrale, tilføjer han.

Jeg kan navnene på dem, og jeg ved, hvordan de ser ud. Jeg har set dem på Bakken, jeg har set dem lege, jeg har set dem få en hule i et træ.

Casper om Sofie Lindes to døtre

Linde mener, at hendes to børn også er neutrale.

- Det er de ikke. Og det er fair nok, men det synes jeg ikke, de er. Jeg kan navnene på dem, og jeg ved, hvordan de ser ud. Jeg har set dem på Bakken, jeg har set dem lege, jeg har set dem få en hule i et træ. For mig er de jo mini-Kardashians. De er inde i min forståelse af dig, fortsætter Casper.

Sofies intention har aldrig været at udstille sine børn, som Casper får det til at lyde, og hun deler heller ikke samme opfattelse som "Klovn"-skaberen.

- Så må jeg bare stole på min mavefornemmelse i det, lyder det fra Linde.

DM i moderskab

Diskussionen fortsætter, og stemningen lider hårdt under det, mens de begge med solbriller på og armene over kors forsøger at rede trådene ud.

Sofie Linde indrømmer, at hun blev sur på Casper. Men det gør hun generelt, når andre kommer med gode råd om forældreskabet, hun ikke har bedt om.

- Det er, fordi jeg er fra den generation, der har fået børn i en tid, hvor der hersker sådan et DM i moderskab. Der er sådan en selvretfærdig måde at tale om det at være mor på, og det er, som om alle kæmper om at være den bedste til at være gravid, være den bedste mor og give sine børn de bedste betingelser.

- Og det bliver lidt sådan en uudtalt konkurrence, som jeg ikke vil gå ind i. Alt, hvad jeg gør er navigeret efter, at mine børn skal have det bedst muligt. Altid i alting, siger Linde.

- Jeg forstår ikke helt, hvad du siger. Du fortæller mig, at der er en moderskabskonkurrence og i samme sætning fortæller du mig, hvor god en mor du er, lyder det udfordrende fra Casper, og så tager diskussionen atter fart.

Hele seancen ender dog med et grin, da Casper vil sikre sig, at Sofie ikke er blevet vred på ham.

- Jeg er slet ikke vred, den skulle bare lige lande hos mig.

Er den så det?, spørger komikeren.

- Det gør den først i morgen, lyder det fra Linde, der altså skulle hjem samme dag.

Hvordan "den er landet", må stå hen i det uvisse, for Sofie Linde oplyser gennem sin manager Line Breinholt, at hun ingen kommentarer har.

Men i pressemeddelelse kalder Linde hele oplevelsen syret og grænseoverskridende.

- Hele oplevelsen var syret, grænseoverskridende, sjov, alvorstung, hyggeligt og akavet - men ikke ubehagelig. Vi er meget forskellige. Og meget ens på samme tid. Det er svært at beskrive, hvad der helt konkret skete.

Sponsoreret indhold