Nyheder15. december 2022

Næsten hver femte unge tager snus: Det er "meget bekymrende"

Sundhedsstyrelsen mener, at udvikling blandt unge, som tager snus, går den helt forkerte vej
Der er absolut ingen grund til at børn og unge bliver afhængige af nikotin, mener enhedschef i sundhedsstyrelsen Niels Sandø.
Der er absolut ingen grund til at børn og unge bliver afhængige af nikotin, mener enhedschef i sundhedsstyrelsen Niels Sandø.
 Foto: Anna Ringstrom/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er "meget bekymrende", at næsten hver femte 15-17-årige bruger røgfri nikotinprodukter som snus, nikotinposer og e-cigaretter.

Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Udviklingen går den helt forkerte vej, og alt for mange børn og unge bruger nikotinprodukter. Der er absolut ingen grund til, at børn og unge bliver afhængige af nikotin, siger enhedschef i styrelsen Niels Sandø.

- Særligt ikke når vi ved, at det er særligt skadeligt for børn og unge, da deres hjerne stadig er under udvikling.

De helt nye tal stammer fra en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Undersøgelsen er endnu ikke offentligt tilgængelig.

Inkluderer man cigaretter i forbruget er det 30,4 procent af de 15-17-årige, der benytter nikotin.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ingen begynder at bruge nogen former for tobaks- eller nikotinprodukter, fordi de indeholder kræftfremkaldende stoffer.

Sundhedsstyrelsen igangsætter nu en kampagne målrettet forældre til teenagere for at bremse tendensen.

- Nikotin er skadeligt i sig selv, men det ved teenageforældre ikke nødvendigvis. Derfor lancerer vi en kampagne, som skal oplyse forældre om risikoen ved nikotin, siger Niels Sandø.

Forsker i alkoholforebyggelse ved Statens Institut for Folkesundhed Janne Tolstrup har tidligere udtalt, at røgfri nikotinprodukter betragtes som en glidebane til cigaretter, alkoholforbrug og andre rusmidler.

Det er især de mange nye børnevenlige nikotinprodukter, der ifølge Sundhedsstyrelsen påvirker udviklingen.

- Langt de fleste forældre i dag er klar over, at tobak og rygning er skadeligt, men færre er opmærksomme på, at nikotinen i sig selv er skadelig. Og vi er bekymrede over, at flere og flere børn og unge bliver afhængige, siger Niels Sandø.

Børn og unge eksponeres ifølge Sundhedsstyrelsen i stigende grad for produkterne på sociale medier, i tv og butikker.

Blandt de 15-29-årige benytter 35,1 procent sig af tobaks- og nikotinprodukter.

Sponsoreret indhold