Nyheder15. december 2022

DR får kritik for satireprogrammet "Ellen Imellem"

Programmet blev blandt andet vist uden de medvirkende eksperters samtykke, lyder kritikken fra Pressenævnet
Det var blandt andet professor i astronomi Anja C. Andersen, som var meget utilfreds med sin rolle i "Ellen Imellem". Professoren troede hun blev interviewet af værten Ellen, men i virkeligheden videreformidlede hun bare flat earth-tilhængeren Ole Lochm
Det var blandt andet professor i astronomi Anja C. Andersen, som var meget utilfreds med sin rolle i "Ellen Imellem". Professoren troede hun blev interviewet af værten Ellen, men i virkeligheden videreformidlede hun bare flat earth-tilhængeren Ole Lochmanns spørgsmål.
 Foto: Ritzau Scanpix

De medvirkende i DR-programmet "Ellen Imellem" fik ikke tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt de ville deltage i udsendelsen.

Det er konklusionen i en ny afgørelse fra Pressenævnet, der giver DR kritik for programmet, som i foråret løb over skærmen.

- Pressenævnet var enig med klagerne i, at de ikke kunne anses for at have fået tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt de ville deltage i programmet. Nævnet udtalte derfor kritik af DR for at bringe de påklagede udsendelser uden klagernes samtykke.

Flere af de medvirkende i programmet havde en oplevelse af, at de ved at medvirke i programmet blev ført bag lyset.

I programmet blev forskere interviewet af en journalist, der i hemmelighed agerede en form for taledukke for, hvad nogle kaldte konspirationsteoretikere og videnskabsbenægtere.

Astrofysiker Anja C. Andersen blev inviteret til at deltage i programmet på præmissen om, at hun skulle debattere konspirationsteorien om, at jorden i virkeligheden er flad, med journalisten Ellen Kirstine Jensen.

Programmet ville indeholde satiriske elementer, fik Anja C. Andersen at vide på forhånd.

Men dagen inden programmet blev udgivet, fik Anja C. Andersen en mail fra DR om, at spørgsmålene, som journalisten stillede hende, i virkeligheden kom gennem en øresnegl fra en konspirationsteoretiker.

- Jeg er målløs over at blive misbrugt i en fake news-kampagne fra DR pakket ind som satire. Havde jeg kendt præmissen på forhånd, havde jeg aldrig medvirket, sagde Anja C. Andersen efterfølgende.

Fagforeningen for akademikere DM, som har ført sagen for tre af fagforbundets medlemmer, kalder afgørelsen for "en kæmpe sejr".

- Vi har kæmpet for, at forskere og eksperter trygt skal kunne stille deres viden til rådighed for samfundet, og jeg værdsætter, at Pressenævnet har tydeliggjort det overfor DR, siger DM’s formand, Camilla Gregersen, i en skriftlig udtalelse.

Sponsoreret indhold