Amalie Szigethy beskylder igen Mikkel Skelskov for psykisk terror
Bølgerne går fortsat højt i konflikten mellem Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov.
Miseren, der begyndte onsdag, da Mikkel hentede parrets to børn i deres institutioner og kørte på juleferie, kører således på fulde dampe på andet døgn.
Offentligheden har haft rig mulighed for at følge med i sagen, da både Amalie og Mikkel har givet deres mening til kende i pressen og på sociale medier.
Forsidefruen har meldt ekskæresten til politiet, men der er dog stor tvivl om, hvorvidt det leder aktivt efter ham.
I dag har Mikkel Skekskov til SE og HØR udtalt, at han ikke er en eftersøgt mand.
Det er psykisk terror
Eftersøgt eller ej, så er der ingen tvivl om, hvad Amalies eneste ønske er. Josephine og Hannah skal hjem til hende nu.
På sin Instagram-profil har hun torsdag aften uploadet flere stories, hvor hun ønsker sine børn tilbage, mens hun også skyder med skarpt mod ekskæresten.
– Man ved aldrig, om det er sidste gang, man skal se sine børn. Alt kan ske. Sødeste lille elskling. Kom hjem til mor, skriver Amalie til en video af hende og Josephine, der er optaget dagen før, Mikkel forsvandt med pigerne.
I en efterfølgende story forklarer hun, at hun på ingen måde mener, Mikkels argumenter om at tage pigerne med på ferie holder.
- Jeg er blevet skrællet som en banan. Nu bor jeg tilsyneladende ikke med mine børn og må ikke engang få mine ting. Var det ikke det, Mikkel sagde, planen med at tage pigerne var?
- Hvorfor må jeg så ikke få mine ting? Det her er psykisk vold. Han er fuldstændig ligeglad med sine børn, det handler om mig. Om at pine mig. Og det lykkes, skriver Amalie Szigethy i et langt skriv.
SE og HØR har torsdag været i kontakt med Mikkel, der torsdag morgen ifølge Amalie befandt sig i Tyskland med børnene, og som bestemt ikke er af samme mening som moren til sine børn.
- Jeg er på ferie med pigerne, hvorfor skal jeg stå til regnskab for, hvornår jeg kommer hjem. Jeg må gerne hygge mig med mine børn.
- Jeg har skrevet til hende, at vi tog afsted, det er ikke for at piske en stemning op, vi er taget afsted, siger Mikkel.
Ikke første konflikt
Det er ingen hemmelighed, at realitystjernen og Mikkel Skelskov har haft et meget turbulent forhold.
Også i 2021 beskyldte Amalie Szigethe Mikkel for psykisk vold.
– Jeg har været plaget af skam- og skyldfølelser, håbløshed og været utryg og ulykkelig, stresset og udmattet, og jeg har ikke vidst hvorfor. Det ved jeg nu, sagde hun dengang om erkendelsen.
Spørger man Mikkel ind til deres kaosfyldte tid sammen, lyder forklaring, at der ligger økonomiske og praktiske årsager bag.
- Jeg tror, hun kan lide mine penge, og jeg kan godt lide at være sammen med hende for børnenes skyld, siger Mikkel til SE og HØR torsdag.
Ifølge Amalies mor, Lotte Kejser, mægler de to forældres advokater sammen, og Mikkel har juridisk set ikke gjort noget forkert.
Han har således fået lov til at tage børnene med på juleferie, men den er de to forældre - ikke overraskende - meget uenige om, hvornår skulle starte.
SE og HØR følger fortsat sagen tæt.