Nyheder16. december 2022

Kaostur i Stuttgart: Politi anholder døddrukken togfører

En alkoholtest viste, at han manden havde en promille på 2,8
Ved flere planlagte stationer stoppede togføreren ikke. Nogle gange blev dørene ikke åbnet - andre gange skete det først med forsinkelse. (Arkivfoto).
Ved flere planlagte stationer stoppede togføreren ikke. Nogle gange blev dørene ikke åbnet - andre gange skete det først med forsinkelse. (Arkivfoto).
 Foto: Ritzau Scanpix

Togrejsende på linje S60 i Stuttgart fik sig torsdag aften en begivenhedsrig tur.

Ved nogle stationer forblev dørene lukkede, ved andre stationer kørte toget blot forbi, og imens kom der meddelelser over togets højttaleranlæg, som handlede om alt muligt andet rejsen.

Årsagen var ifølge politiet en stærkt beruset 43-årig mandlig togfører.

Efter at være blevet anholdt tog føreren frivilligt en alkoholtest. Den viste, at han havde en promille på 2,8.

Føreren efterforskes nu for at have forvoldt fare for jernbanetrafikken. Han skal foreløbigt ikke køre tog igen.

Noget tyder da også på, at han ikke var synderligt tilfreds med sit job.

Over højttaleranlægget beklagede togføreren sig flere gange over sit arbejde og sin arbejdsgiver.

Meddelelserne handlede "hverken om jernbanedriften eller andre rejseinformationer", siger en talsmand for politiet ifølge lokalmediet swr.de.

Ved flere planlagte stationer stoppede manden ikke, oplyser politiet. Nogle gange blev dørene ikke åbnet - andre gange skete det først med forsinkelse.

Ved stationen Rutesheim omkring 25 kilometer fra Stuttgart kørte toget blot forbi, hvorefter det ifølge lokalmediet swr.de afveg fra sin planlagte rute og i stedet kørte i en cirkel.

Netop ved den station stod en mor og ventede på at hente sin datter. Og da hun blot så toget køre forbi, valgte hun at kontakte politiet.

Herefter blev manden anholdt.

Om virkningen af alkohol skriver sundhed.dk, at der er "store individuelle forskelle". Som tommelfingerregel kan man opleve følgende, hvis man har en promille på mellem 1,5 og 2,9:

- Svære problemer med at styre balance og bevægelser. Kan komme i hypnotisk tilstand. Nedsat hukommelse, generel bedøvelse og begyndende risiko for bevidstløshed.

Sponsoreret indhold