Chok inden VM-finalen: Frankrig ramt af sygdom
Det franske fodboldlandshold er blevet ramt af sygdom forud for søndagens VM-finale mod Argentina.
Det skriver avisen L'Equipe.
Denne gang drejer det sig om midterforsvarerne Raphaël Varane og Ibrahima Konaté. Duoen, der spillede side og side i semifinalen mod Marokko, er blevet ramt af en luftvejsvirus, beretter avisen.
Torsdag blev kantspilleren Kingsley Coman isoleret fra resten af truppen, efter at han blev ramt af den virus, der tilsyneladende går på omgang i den franske VM-lejr.
I onsdagens semifinale mod Marokko måtte landstræner Didier Deschamps se bort fra Dayot Upamecano og Adrien Rabiot på grund af sygdom.
L'Equipe skriver, at den franske landsholdsstab følger situationen nøje. Der er planlagt en træning senere fredag aften.
Søndagens VM-finale mod Argentina spilles klokken 16.00 dansk tid.