Skæbnens time nærmer sig: På mandag mødes Amalie og Mikkel
En bitter strid mellem Amalie Szigethy og faren til hendes to børn Mikkel Skelskov brød onsdag ud i lys lue, da Mikkel helt spontant tog deres to døtre med på juleferie uden at aftale det med Amalie.
På mandag skal de begge stille i familieretshuset med hver deres advokat for at drøfte situationen og finde en løsning, der tilgodeser deres to børn, Josephine og Hannah.
Det fortæller Amalies mor Lotte Kejser til SE og HØR.
- Han har været inde i familieretshuset i formiddags, hvor han har afleveret pigernes pas. Det er vi meget glade for, for så kan han ikke rejse igen, fortæller hun.
Hun fortæller endvidere, at Mikkel og døtrene tidligere i dag landede i Københavns Lufthavn, hvor Security efter sigende ventede på ham og de to piger.
Ifølge Lotte Kejser, blev Mikkel stillet en række spørgsmål, før far og døtre kørte væk i en bil.
- Vi har stadig ikke set børnene, men vi ved, at de er landet, og vi har fået at vide, at de har det godt, lyder det fra Lotte.
Anderledes ser det ud med Amalie, som næsten ikke har lukket et øje, siden hendes børn blev kørt ud af landet.
Den ulykkelige mor har ansøgt om at få børnene tvangsudleveret, så håbet er snart at blive genforenet med Josephine og Hannah.
Mikkel Skelskov bekræfter, at han og Amalie skal stille i familieretshuset på mandag.
- Jeg har ansøgt om midlertidig afgørelse omkring bopæl for pigerne. Vi skal derind på mandag. Får jeg bopælen, beholder pigerne skole og vuggestue, venner og veninder. Tilfalder bopælen Amalie, skal Josephine flytte skole for 4. gang på et år. Ligeledes skal Hannah starte i ny vuggestur for 4. gang på et år, skriver Mikkel i en sms til SE og HØR.
Ifølge ham er der ikke udsigt til, at Amalie får sine børn at se, før myndighederne har fundet en løsning.
- Indtil der foreligger anden afgørelse, så bliver pigerne i deres trygge omgivelser ved mig, tilføjer han.