Efter tre måneder: Nikita Klæstrup og sheiken har fået kærestetatovering
Nikita Klæstrup bobler i øjeblikket over af forelskelse.
Hendes udkårne hedder Mikkel Christensen, og for en måned siden præsenterede hun ham første gang for offentligheden, da de ankom hånd i hånd til prisfesten The Voice 2022.
- Det er meget nyt. Vi har set hinanden et stykke tid, men titlen er ny, lød det dengang fra Nikita Klæstrup.
Lige nu er de på romantisk tur til Amsterdam, hvor forelskelsens rus bruser i blodet. Så selv om parret ikke har været sammen særlig længe, så har de allerede været på date i tatovørstolen.
Det afslører Nikita på Instagram, hvor hun fremviser sin kærestes navn i blæk på et billede, hvor hun hiver ud i underlæben og blotter sit seneste spontane - dog lettere permanente påfund.
- I tilfælde af, jeg bliver væk, returner venligst til, lyder teksten, som naturligvis skal afsluttes med kærestens navn.
Mikkel har også været under nålen og fået tatoveret Nikita samme sted, afslører hun i sine stories, hvor hun skriver:
- PS. Jeg sagde jo, vi var cute. Havde I ikke regnet med, at vi var navnetatoverings-cute?
Over for SE og HØR beskræfter hun, at der er tale om rigtige tatoveringer.