Krimi17. december 2022

Forbipasserende finder knivstukket mand i Hillerød

Politiet måtte fredag aften rykke ud, da en forbipasserende fandt en knivstukket mand ved et torv i Hillerød
Politi
Der er endnu ingen anholdte i sagen, men politiet leder efter gerningsmanden.
 Foto: Rigspolitiet

En 23-årig mand er fredag aften blevet stukket i ryggen formentlig med en kniv ved Hillerød Torv.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Christian Illum.

Anmeldelsen kom klokken 23.35 fra en forbipasserende borger, som havde fundet den 23-årige mand, men ikke været vidne til selve overfaldet.

Politiet rykkede derfor ud.

Der var tale om en mindre alvorlig skade, fortæller Christian Illum.

- Han er helt sikkert uden for livsfare, understreger vagtchefen.

Politiet er nu ved at efterforske hændelsen, mens manden er under politiets bevogtning på skadestuen.

Der er endnu ingen anholdte i sagen, men politiet leder efter gerningsmanden.

Der foreligger endnu ingen oplysninger om, hvordan gerningsmanden ser ud, eller hvad der er gået forud for knivstikkeriet.

Sponsoreret indhold