Prins Nikolai afslører særlig tradition i familien
Med en kendt gæst ombord sætter Emil Midé Erichsen sejl over en snak om at være født ind i eller vælge at gå i sine forældres fodspor. Og i første afsnit af programmet er det således prins Nikolai, der er hovedperson.
I dag lever den succesfulde modelprins et forholdsvis almindeligt liv med studier og byture. Og sådan var det da heldigvis også, dengang prins Nikolai var barn, og han og familien ofte blev inviteret hjem til farmor og farfar, dronning Margrethe og prins Henrik:
– Min farmor og farfar, dengang han levede, inviterede os da et par gange om måneden, gerne om søndagen, op til hygge og frokost og samvær, lyder det fra prins Nikolai, da Emil Midé Erichsen bliver nysgerrig på, om prinsen mon sommetider er til familiemiddag på Amalienborg.
Prins Nikolai fortæller samtidig, hvordan han aldrig har boet på Amalienborg – men dog ganske tæt på. Og i den forbindelse var det altså ikke ualmindeligt helt tilfældigt at støde på dronningen:
– Jeg stødte ind i min farmor fra tid til anden. Det var superhyggeligt, lyder det.
Afsnittet med prins Nikolai i “Min egen kurs” er optaget i maj og således flere måneder før dronningens kontroversielle melding om at fjerne prinse- og prinsessetitler fra prins Joachim og prinsesse Maries fire børn i september.
“Min egen kurs” kan ses på TV 2 Play eller på TV 2 Fri mandag den 19. december kl. 21:50.