Sex, stoffer og Kardashians: Nu deler Khloé Kardashians eks sandheden om ægteskabet
Det er, som om den 38-årige Kardashian-søster har vanskeligt ved at vælge mænd, der er hende tro.
Ekskæresten Tristan Thompson, der desuden er far til hendes to børn, var hende utro adskillige gange og gjorde sågar en anden kvinde gravid, før realitystjernen smed ham på porten.
Men også eksmanden Lamar Odom havde problemer med at holde sig på måtten. For ikke nok med at et misbrug af både stoffer og alkohol satte ægteskabet på prøve, så var det også, som om han ikke kunne styre sin hang til sidespring.
Og efter fire års ægteskab kastede Khloé Kardashian da også håndklædet i ringen, og de to gik hver til sit.
Skilsmissen mellem det tidligere celebre par blev allerede offentligt kendt i familiens realityshow ”Keeping Up With the Kardashians”, men noget tyder på, at den stenrige basketballspiler mener, at en del af historien mangler at blive fortalt.
I hvert fald kan Kardashians-fans se frem til en ny dokumentar, ”Sex, drugs & Kardashians”, der allerede den 2. januar får premiere på Fox og dagen efter kan ses på Hulu.
Ifølge amerikanske Hollywoodlife har den yngste Kardashian-søster dog ikke planer om at se nærmere på eksmandens dokumentar. Meldingen lyder nemlig angiveligt, at hun ”ikke vil have noget med det at gøre”.
Men Khloé Kardashian kan dog ikke undgå at blive en del af det projekt, som Lamar Odon har lagt for dagen. For udover indikationen i titlen så afslører fotoet til den kommende dokumentar i den grad, at Khloé er med.
I traileren bliver det da også kun tydeligt, hvor meget både stofferne og forholdet til Kardashian-søsteren er i fokus:
- Stoffer var min kæreste. Jeg havde en hustru … Og kokain, afslører Lamar i et klip fra den kommende dokumentar.
Og indtil videre er Khloé alt andet end begejstret for, hvad hun har set:
- Khloé vil ikke have noget med det at gøre, og hun ønsker hverken at hun selv eller hendes families navn skal inddrages i det her. Hun har intet imod ham, men ønsker, han blot vil lade det være fortid, lyder det angiveligt fra en kilde tæt på Kardashian-søsteren ifølge det amerikanske medie.
Samtidig lyder det, at Khloé Kardashian er klar over, at hendes eksmand naturligvis er i sin gode ret til at fortælle sin historie, men at hun blot ville ønske, at han ville holde hendes navn ude af dokumentaren.