
Kate Middleton føler sig svigtet af prins Harry
Det kan godt være, at seerne har været vilde med prins Harrys og Meghan Markles dokumentarserie på Netflix, men det er bestemt ikke alle - og da slet ikke de royale - der er glade for resultatet.
Kort tid efter premieren på "Harry & Meghan" lød dommen ifølge en kongehusekspert, at forholdet mellem de to brødre, prins William og prins Harry, er dødsdomt, og det ser altså ikke ud til, at Kate Middleton kommer til at hjælpe med en eventuel forsoningsproces.
- Kate føler sig såret og svigtet over, at Harry kunne finde på at gøre det her mod hende, især fordi de to plejede at være meget tætte, lyder det fra en royal kilde ifølge Us Weekly.

Heller ikke prins William er begejstret over Netflix-dramaet.
- Han er skuffet over Harry for at have fremstillet ham og familien i et kynisk lys.
- William håbede på, at de kunne komme videre efter CBS-interviewet (Oprah-interviewet i marts 2021), men at Harry har luftet deres beskidte vasketøj, har kun gjort konflikten mellem de to brødre værre og resulteret i, at de har trådt et skridt baglæns.
Men selvom det engelske kronprinspar er skuffet over Harry og Meghans tilgang til problemerne, så skal vi altså ikke regne med, at der kommer noget form for modsvar fra William og Kate.

- Han (William red.) planlægger ikke at give sin side af historien, lyder det fra kongehuskilden, der desuden fortæller, at parret absolut heller ikke har nogle planer om at streame den opsigtsvækkende Netflix-serie.
- William og Kates ansatte har briefet dem om serien, men forvent ikke, at parret sætter sig ned i deres hytte med en skål popcorn for selv at se med.
Alle afsnit af "Harry & Meghan" kan streames på Netflix.
Se traileren til "Harry & Meghan" øverst i artiklen.
