Lucas efter idiotisk beslutning i "Ex on the beach": Her starter den dårlige stemning …
– Mig og Frederik går rundt og leder efter de andre, og da vi kommer ind på "pink", ligger Aija og Cecilie der og spørger, om vi ikke kommer ind til dem. Med de to ved jeg egentlig godt, hvad der skal ske, så det kloge svar vil klart være "nej, det går ikke". Men Jeg er taget ind i villaen for at hygge mig og have det sjovt.
Sådan begynder Lucas D. Olufsens forklaring til SE og HØR efter nyeste afsnit af "Ex on the beach".
Her har han nemlig en flirt kørende med Sille Thorsen, og han ved godt, hun ikke vil billige, at han kysser med Aija Vogel. Det gør han dog alligevel. Og da han bagefter ligger der i sengen med hende og de to andre, kommer Sille pludselig ind på værelset.
– De spørger, om vi skal kysse, og jeg siger "arh, det går ikke, så skal vi i hvert fald kalde det en leg". For mig og Sille havde aftalt, at vi godt måtte kysse med folk i lege. Efter vi har kysset, vil de putte, men jeg tænker "det går ikke, så bliver Sille rasende", så jeg lægger mig i siden med armene ned langs kroppen, så jeg i princippet ikke har gjort noget forkert.
– Men ind kommer Sille af alle mennesker, og her starter den dårlige stemning …
Det er akavet for alle implicerede, og bagefter trækker Sille Thorsen da også Lucas D. Olufsen til side for at få en forklaring, som lyder noget a la "det var ikke med vilje".
– Selvfølgelig er det da ikke den skarpeste beslutning, hvis du gerne vil bygge noget seriøst op, men det er typisk mig, ikke? Når der sker noget sjovt, vil jeg gerne være med, forklarer han videre.
– Det med, at det ikke var med vilje, det er noget værre vås og en måde at prøve at redde den på, griner han.
– At Sille bliver sur, føler jeg ikke, hun kan tillade sig. Hun har jo selv lige gjort det tre-fire gange foran mig i poolen. Men da det er med Aija, hvilket var den eneste, hun sagde, jeg ikke måtte kysse med, så skyldes det nok det. Men sådan fungerer det ikke – man kan ikke kun give begrænsninger den ene vej.
Ifølge Aija Vogel tænkte hun ikke så meget på Sille Thorsen i øjeblikket. Hun ville nemlig gerne se, om der var kemi med Lucas, forklarer hun.
– Det har intet med Sille at gøre. Men selvfølgelig er det et lille plus … Sille og jeg går lidt efter hinanden. Det blev en konkurrence at irritere hinanden.
– Der var helt sikkert stor risiko for at blive opdaget, men jeg vidste godt, at Sille kyssede med Hugo og Karl i krogene, så at jeg kysser med Lucas, det synes jeg godt, jeg må. Jeg havde behov for at finde ud af, om der var noget mellem Lucas og jeg – men jeg har ikke noget behov for at kysse til højre og venstre.
Du får da delt lidt mundvand ud i villaen?
– Ja, det gør jeg da, haha.
Forholdet mellem Aija Vogel og Sille Thorsen har været anspændt fra begyndelsen af denne sæson "Ex on the beach", og det har Sille heller ikke lagt skjul på.