Annette Heick: Guld-Harald er min reservefar
Selv om Annette Heick har de bedste forældre, man kan tænke sig, i Keld og Hilda, havde hun i teenageårene stor støtte i familiens meget tætte vennepar Rudi og Guld-Harald.
- De er mine reserveforældre. De var grundstenen i min opvækst, vil jeg sige. Især deres kærlighedsforhold var en stor inspiration for mig, da jeg var teenager, fortæller Annette Heick om det nygengifte par.
- Den måde de respekterer hinanden og bærer hinanden, når den anden har brug for det, det er virkelig inspirerende. Selv om jeg selv har nogle forældre, der er ret godt med på det område, så forsøger man jo altid ikke at ligne sine egne forældre, når man er teenager, og så blev det Harald og Rudi, jeg lænede om op af, griner hun.
Annette helt uforberedt på tårer i øjnene
Da Rudi og Harald denne weekend tog fusen på alle og giftede sig igen på deres 50 års bryllupsdag, sang Annette en dansk version af sangen "What a wonderful world" for brudeparret. En angstprovokerende opgave for den erfarne sangerinde.
Guld-Harald og Rudi: Se filmen fra kirken
- Når man skal optræde i et lokale foran en masse, man kender, er det altid 1000 gange mere grænseoverskridende. Der er så mange følelser med i det, så jeg var enormt nervøs. Jeg måtte lige smide skoene, så jeg kom ned og fik berøring med gulvet, og det hjalp, griner hun.
Nervøsitet eller ej, var optrædenen et hit, og sangen gik lige i tårekanalerne på fodboldherren.
- Jeg var slet ikke forberedt på, at han ville blive så rørt. Jeg fik helt ondt i maven og måtte lige hen og lægge en hånd på hans skulder, siger hun.
Harald fik også lige en trøstende hånd af Rudi, da sangen gik lige i hjertekulen. (Foto: Birger Vogelius)
Guld-Harald tog fusen på alle: Gift igen