Internetkendissen Andrew Tate mistænkes for voldtægt
Den kontroversielle internetstjerne Andrew Tate er tilbageholdt i Rumænien mistænkt for menneskesmugling, voldtægt og for at have startet en gruppe for organiseret kriminalitet.
Det oplyser en af landets anklager ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tate er udelukket fra mange forskellige sociale medier for kvindefjendske kommentarer og hadtale.
Han er tilbageholdt sammen med sin bror Tristan Tate i 24 timer, ligesom to rumænske mistænkte også er tilbageholdt, oplyser anklagere efter at have ransaget deres ejendomme i hovedstaden Bukarest.
Ifølge anklagerne er seks kvinder blevet seksuelt udnyttet af de mistænkte.
Ifølge politiet har den kendte influencer været med til at lokke kvinderne til sig med løfter om et parforhold. Men da de var i hans og hans medsammensvornes magt, blev de tæsket og seksuelt misbrugt, mener politiet.
Tate-brødrene har været genstand for en efterforskning siden april. De har ikke ønsket at kommentere på tilbageholdelsen, men deres advokat bekræfter, at de er i politiets varetægt.
Tate har tidligere sagt, at kvinder er delvist selvforskyldt i voldtægt, og at de tilhører mænd.
Anholdelsen af ham, hans bror og de to rumænske mænd skal have været yderst dramatisk, da politiet stormede deres luksusvilla med automatvåben i hænderne.
Tidligere denne uge havde Tate et kontrovers med den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg.
Det skete, da han på Twitter skrev til hende, at han ejer 33 biler, der udleder "enorme" mængder CO2.
Til det svarede Thunberg, at han skulle få sig et liv.
Andrew Tate er tidligere kickbokser og kendt fra reality-tv. Han er stor på det sociale medie TikTok. Her er videoer af ham blevet vist 11,6 millioner gange. Det skriver den britiske avis The Guardian.
I juli blev der på Google søgt flere gange på Tates navn, end der blev på USA's tidligere præsident Donald Trumps og realitystjernen Kim Kardashians.