Streaming1. januar 2023

Tragedien bag "Druk": Thomas Vinterberg mistede sin datter

Instruktøren har dedikeret filmen "Druk" til datteren Ida Marie Vinterberg, der mistede livet, mens indspilningerne stod på
Traileren til "Druk".
 Video: "Druk"

I dag vises "Druk" for første gang på dansk tv – hvor Mads Mikkelsens karakter har to sønner i stedet for en søn og en datter. Datteren skulle nemlig have været spillet af instruktør Thomas Vinterbergs datter, der på tragisk vis døde, kort efter optagelserne var begyndt.

I maj 2019, kun fire dage inde i indspilningerne af "Druk", blev 19-årige Ida Marie Vinterberg dræbt i en bilulykke i Belgien, inden hun skulle have optaget de scener, hun skulle have medvirket i.

Den livsomvæltende oplevelse satte Thomas Vinterberg ud af kurs, og under premieren på filmen i september året efter sendte han en hyldest af sted til datteren.

– Desværre rummer det uplanlagte i livet også meget ondskab. Og de fleste af jer har hørt om den ulykke, der ramte vores familie den fjerde maj sidste år, og det er derfor en helt speciel aften for mig at skulle takke, og derfor er den måske også lidt længere, end den plejer, begyndte filminstruktøren, inden han fortsatte med at takke alle dem omkring ham, som hjalp ham og familien gennem den svære tid, og ikke mindst så de kunne fortsætte filmoptagelserne.

Mads Mikkelsen i "Druk".
Mads Mikkelsen i "Druk".
 Foto: Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

– Den her film den rummer både lykke og ulykke, både foran og bagved kameraet, og alt den kærlighed der mødte familien og jeg strømmer ud af lærredet, når jeg ser den, sagde Thomas Vinterberg i sin takketale efter premieren i Imperial i København.

Selv om datteren aldrig nåede at se det færdige resultat, nåede hun at læse manuskriptet – og det var en af de ting, der fik Vinterberg til at fortsætte:

– Der var en anden, der heller ikke tvivlede på projektet. Da hun havde læst manuskriptet et sted på den afrikanske savanne, sendte hun en hyldest til "Druk" og til sin far.

Thomas Vinterberg har dedikeret filmen til Ida Marie.

Thomas Vinterberg med familien til Musik i Lejet i 2018.
Thomas Vinterberg med familien til Musik i Lejet i 2018.
 Foto: Thomas Laursen

Sponsoreret indhold