Endnu et prishug: Grev Nikolai sænker IGEN prisen på sin lejlighed
Nok mistede Nikolai sin prinsetitel ved årsskiftet, men noget, der stadig hænger ved greven, er hans lejlighed i Indre By i København.
Lejligheden blev i marts 2022 sat til salg for anden gang, og her lød udbudsprisen på 5.250.000 kr.
Efterfølgende er prisen sænket ad flere omgange: I juni 2022 blev der sablet 255.000 kr. af prisen, mens prishugget i september 2022 lød på hele 400.000 kr.
Trods de massive rabatter er ingen køber endnu bidt på, så nu skærer grev Nikolai igen i prisen: 100.000 kr. er der ifølge Boligas prishistorik barberet af, og nu skal man lægge 4.495.000 kr. for den 70 kvadratmeter store lejlighed i København K.
Således er der i alt skåret hele 755.000 kroner af den oprindelige udbudspris.
Formår den tidligere prins at få solgt til den nuværende udbudspris, ligger der stadig en lille fortjeneste til ham. Tilbage i januar 2020 betalte han 4,1 mio. kr. for herligheden.
En medvirkende faktor til, at Nikolai gerne vil gøre en hurtig handel, skal måske findes i, at han er flyttet sammen med kæresten Benedikte, som SE og HØR for nylig kunne afsløre.