Klaus Riskær Pedersen trukket i retten: Bryder forbud mod at være direktør
LÆS OGSÅ: Han er en platugle og en svindler!
Han kender allerede indersiden af de danske domstole alt for godt. Og mandag 16. januar skal Klaus Riskær Pedersen, 67, så igen sidde foran en dommer ved Retten i København.
Her vil finansmanden forsøge at tale sig ud af de "forretningsmæssige lænker", han de seneste 14 år har ligget i herhjemme.
Nemlig at han "indtil videre" ikke må være direktør i et selskab.
Anklagemyndigheden mener, at den omstridte forretningsmand og politiker i 10 år - fra cirka 2010 og frem - har overtrådt forbuddet ved reelt at have været direktør i selskabet Reboot ApS, som sønnerne Christian og Frederik står som hovedejere af.
Selskabet har samtidig formelt indsat Michael Krautwald fra Georgien som direktør, lyder det i anklagen.
Derfor må han ikke være direktør
I 2008 fik Klaus Riskær Pedersen en dom på seks års fængsel for mandatsvig og bedrageri. Dommen fik han for ulovligt at have kanaliseret millioner af kroner fra salget af firmaet Cybercity over i sine familiefonde.
Straffen bestod også af to og et halvt års fængsel, som han tidligere havde fået i betinget straf for mandat- og skyldnersvig i firmaet Accumulator.
På grund af grovheden i de økonomiske forbrydelser blev han samtidig frakendt retten til at besidde en direktørstilling eller en bestyrelsespost i et firma.
Dommene stoppede dog ikke Riskær, der i 2012 fik en ny dom for skyldnersvig i firmaet Hjemmehjælpen Aps på nu 18 måneders ubetinget fængsel.
Han blev løsladt året efter samlet at have siddet fem år bag tremmer i de to sager.
Både Michael Krautwald og en tidligere direktør har ifølge myndighederne været stråmænd for Klaus Riskær.
Anklagemyndigheden vurderer nemlig, at den kan bevise, hvordan Riskær over for håndværkere har ageret som direktør.
Og at han angiveligt har indkøbt it-udstyr til Reboot ApS, som kun en direktør kan gøre det.
Over for SE og HØR afviser Klaus Riskær Pedersen onsdag, at der er fugls føde på den sag.
- Efter 14 år med det her forbud burde der slet ikke være nogen sag, siger Klaus Riskær i dag.
- Og at direktøren for selskabet bor i Georgien er ikke noget bevis, da alt bliver underskrevet digitalt i dag, forklarer han videre til SE og HØR.
Han håber derfor, at straffesagen senere på måneden fører til, at forbuddet mod at han kan være direktør helt fjernes.
- Der er ikke lavet nogen straffelovsovertrædelser her, mener Riskær, der har bedt advokat Henrik Stagetorn forsvare sig.