Lily Collins elsker rødt og hvidt: Bonjour, Danmark!

I Netflix-serien “Emily in Paris” kender vi hende som amerikaneren Emily, der flytter til Paris for at forfølge en karriere i reklamebranchen.
Imens byernes by får Emily-karakterens hjerte til at banke, er det slet ikke Frankrig, men snarere Danmark, der får skuespilleren bag karakteren til at smile.

33-årige Lily Collins elsker nemlig København og Danmark.
Skuespilleren, der er er født i England og opvokset i USA som datter af musikeren Phil Collins, har flere gange besøgt og rost vores danske land.

Sommerferie i Rørvig
Også Lily Collins ægtemand, filminstruktøren Charlie McDowell har forelsket sig i Danmark, og sammen var parret på en lang sommerferie i Rørvig sidste sommer.

– Vi elsker livet i Rørvig, skrev Lily på Instagram, og viste billeder af sig selv i det idylliske nordsjællandske sommerland.
Da danske Jonas Vingegaard cyklede gennem Paris’ gader som vinder af Tour de France sidste år, jublede Lily og Charlie også med – endda iført rød-hvide landsholdstrøjer.
