“Anne og Anders” får endnu en sæson: Denne gang går turen til Canada

De har rejst rundt i Mellemøsten, i Norden og for den sags skyld også i resten af Europa, hvor de har mødt nye kulturer, madvaner og mennesker.
Og snart skal de til et helt nyt kontinent.
Næste sæson af “Anne og Anders” går til Canada, hvor det populære rejsepar Anne Hjernøe og Anders Agger denne gang formentlig skal smage på lokale delikatesser som Poutine, Butter Tart og BeaverTails.
Det er Anne Hjernøe, der på sin Instagram-profil, afslører den næste destination.
Samtidig giver hun sine følgere mulighed for at tippe parret om “gode historier og danskere der er bosiddende i Canada”.
Det er ikke overraskende, at seermagneterne får endnu en sæson.
I den første uge august var “Anne og Anders i Europa” det fjerde mest sete program på tværs af alle danske tv-kanaler.
Knap en halv million borgere så med dengang. Det var kun overgået af "Fejringen af Jonas Vingegaard", “Beliggenhed” og “Vi drukner i rod”.
Har man et canadisk tip, skal man ikke tøve med at skrive til anneoganders@dr.dk.